’’Hvis ikke vi finder midler, bliver vi nødt til at lukke inden 90 dage’’, fortæller Nguyen Dinh Hoang der arbejder som frivillig underviser i klubben.

Af Unn Madsen

Det er ikke svært at mærke engagementet fra både undervisere og deltagere.
Nguyen har mange planer for klubben. Blandt andet nyt udstyr, klubaftener, fortsat tirsdagstræning og en lejlighedsvis filmaften eller sodavand efter træning, men virkeligheden ser noget anderledes ud.
Om ikke mindre end tre måneder må Århus Vest Taekwondo dreje nøglen om til stor ærgrelse og frustration for alle, ikke mindst for Hasle som lokalsamfund, der snart bliver én fritidsaktivitet fattigere.

for enden af gangen på Ellehøjskolen
Helt nede for enden af den første gang, og så til højre, der ligger den lille gymnastiksal, får jeg at vide af en flink mand, der fanger mit forvirrede blik rundt i de lange gange i Ellehøjskolens haller.
Her befinder Århus Vest Taekwondo sig, hvor Nguyen Dinh Hoang er dagens træner. Jeg kommer ind i en, rigtig nok, lille gymnastiksal, hvor der allerede er ankommet mange af dem, der skal deltage.
Jeg kigger ud over gymnastiksalen, der er godt oplyst, og ser hvordan den brogede flok står lidt tilfældig placeret og sporadisk kaster sig ud i et par udstræk.
Der er både hvide, gule, orange og røde bælter placeret rundt om livet på drenge og piger, unge som gamle. En enkelt skiller sig ud som en tydelig alderspræsident, der står sammen med de andre hvide bælter.

Jeg møder for første gang Nguyen Dinh Hoang, som sidder op ad modsatte væg, da jeg ankommer. Han spørger storsmilende, om jeg mon er hende, han har ventet på. Vi sætter os ned i det ene hjørne.

Den brogede forsamling, der ellers har stået og set en smule hjælpeløse ud, indfinder sig pludselig i mere strukturerede grupper, og en flok røde bælter fordeler sig som undervisere for nogle af de mindre trænede, mens deres træner er optaget af at snakke med mig.

Ikke bare en klub
Nguyen fortæller mig om klubben. Den er intet mindre end 18 år gammel og drives af frivillige, da klubben ikke tager kontingent fra dens medlemmer.
Det har klubben valgt ikke at gøre, da de fleste medlemmer kommer fra familier, der har det svært.
Det kan være problemer med sproget, økonomien eller misbrug. Problemer der ofte kan tage energien fra forældrene, hvor Århus Vest Taekwondo kan være et velfortjent hvil til de voksne og hygge blandt jævnaldrende, til de unge mennesker.

Klubben tæller omkring 50 medlemmer, under denne session kan jeg tælle mig til halvdelen, hvilket giver god mening, da dagens træning er delt op i to. Først for de let øvede, så for de øvede.
Nguyen fortæller ivrigt og dedikeret om klubben, og fortæller at den ikke bare er startet på grund af sporten, men som et initiativ til at holde de unge i Hasle ude af kriminalitet, og som et alternativ til at hænge på gader og stræder.

Det er nemt at mærke, hvad der fylder for Nguyen, der peger ud i flokken med et sørgmodigt blik i øjnene, da jeg spørger hvad det giver ham at træne de unge.

’’Jeg kan jo godt lide sport, og jeg er lykkelig når børn har det godt. Her er trygt, sjovt og hyggeligt, og det giver de unge et sted at være. Vi hjælper hinanden ligesom en familie.’’

De gode intentioner kan dog ikke holde klubben oven vande, alene.
Klubben har flere gange forsøgt at søge efter midler, dog uden held, og nu står klubben overfor en lukning.

Øvelse gør mester
Efter snakken med Nguyen går jeg rundt i salen og observerer, hvordan de dedikerede unge trænere, øver en serie med deres mindre inddelte hold.
De består af en række faste poseringer, med flydende overgange og tilhørende råb i starten og slutningen. Det ser koordineret og strømlinet ud, dog kan et løftet ben godt sætte balancen over styr, og få kroppen til at vakle.

Langs siden sidder der forældre og følger med i undervisningen.
En far rejser sig hurtigt, for at hjælpe en rødbæltet dreng, der ikke helt kan få resten af sit hold til at få de skarpe linjer, han selv kan. Drengen indtager plads mellem de andre, mens den erfarne far fortæller og viser hvordan poseringerne skal udføres.